neurokommunikation i praksis
"Du skal være uafhængig!"
Uafhængighed har mange skilsmisser på samvittigheden. Ikke fordi uafhængighed i sig selv er en dårlig ting, men fordi FRYGTEN FOR AFHÆNGIGHED er den styrende faktor i uafhængigheden. Læg mærke til, at ordet har en indbygget negation – en slags forudgående afvisning. U-AFHÆNGIGHED. Som i ”du skal ikke være afhængig”. Jeg er stor fortaler for, at vi rent økonomisk kan klare os selv. At være sammen på grund af penge, er ikke bæredygtigt på den kærlige måde. Til gengæld er det ret vigtigt, at vi tør at være afhængige af hinanden på en masse andre områder. ”Jeg kan godt leve uden dig, men jeg vil helst ikke.” Lola Baidel Afhængighed kræver mod. Hvis du tillader dig selv at blive afhængig af et andet menneske – og her mener jeg praktisk og følelsesmæssigt afhængig – så skal du leve med risikoen for at miste. Du løber ikke bare risikoen for at miste en partner, men også for at miste den hjælp og støtte og opbakning og bekræftelse, som du har turdet at lade dig selv stole på, og blive afhængig af. At være afhængig er ikke det samme som at være hjælpeløs eller ynkelig. Når du selv vælger hvordan du vil være afhængig, og af hvem, så er det en stor kærlighedserklæring. Med din afhængighed siger du, ”jeg er tryg ved dig – jeg stoler på, at du hjælper mig med at passe på os.” At lade dig selv være afhængig af et andet menneske, betyder ikke, at du ikke kan klare dig selv. Det betyder bare, at hvis du mister din støtte, kan det koste dig balancen – i en tid. Du genfinder den selvfølgelig. Du dør ikke af det. ”Men hvorfor dog være afhængig af et andet menneske,” tænker du måske. Det er ikke særligt praktisk, og det gør nas at blive skuffet og svigtet. Og ja – det gør det. Men hånden på hjertet – du ved godt, at uanset hvor uafhængig du gør dig, så gør det altså ondt at miste. Og det er ok. Smerten ved at miste er kun så stor, som kærligheden har været værd. Ubetinget kærlighed kræver overgivelse. At du tør at gå ”all in”. Og sætte alt på rødt. Hvis du ikke vil satse hele butikken, så får du også kun et begrænset udbytte. Igennem årene har jeg haft mange klienter, som har holdt igen i deres parforhold. De har været bange for svigt og skuffelse. Smertefulde erfaringer har fået dem til at passe på sig selv. Så de lever med åbne bagdøre og husker dagligt sig selv på, at intet varer evigt. Når de opsøger en psykoterapeut, så er det fordi de savner glæden. De forstår ikke, hvorfor de ikke er lykkelige. De overvejer at forlade deres parforhold, og finde et nyt. ”Der må være mere,” tænker de. Og forestiller sig at lykken kommer med et andet menneske. Et andet parforhold. Problemet er, at så længe vi holder igen, så længe vi ikke vil overgive os, og risikere afhængighed, så bliver vi heller ikke lykkelige. Kærlighed trives ikke i nøjsomhed. Kærlighed har en stor appetit. Kærlighed vil have rigelighed, følsomhed og risikovillighed. Kærlighed kræver bekræftelse og aktiv indsats. Kærlighed forlanger mod. For at blive lykkelig, skal du altså turde være sårbar. For at vinde, skal du vove at tabe. Det lyder som klicheer, men er præcis lige så sandt. som at lyset og mørket har brug for hinanden, for at give mening. Vil du vide mere om NeuroKommunikation? Så husk at vi har inspirationsmøde i Herning den 22. august. Det er sjovt, det er gratis og det er fyldt med øjenåbnere. www.neurokommunikation.dk Tak fordi du læser med - vi elsker dig!!
0 Comments
Leave a Reply. |
ForfatterAnni Simonsen Arkiver
Oktober 2020
Kategorier |