"Du skal øve dig i at sige fra!"
”Et problem er et ønske, der står på hovedet”. – Tilgiv mig for at vælge et gajolæskecitat som indgang til et ret vigtigt tema. Men lige om lidt vil relevansen åbenbare sig. Op igennem halvfemserne skulle vi lære at SIGE FRA. Det var en nærmest livsvigtig disciplin, der blev præsenteret som løsningen på al undertrykkelse og enhver usikkerhed. SIG FRA. Jeps – det var også tiltrængt. Mange af os var faktisk lidt for konfliktsky, og det var ikke usædvanligt at komme til at sige ja til både opgaver og relationer, bare fordi vi nødigt ville gøre nogen kede af det. Jeg ved selvfølgelig ikke med dig, men jeg kan ikke sige mig fri for at være delvist formet af flinkeskolen. Problemet er bare, at vi vistnok fik glemt at SIGE TIL i alle ”sigefra” øvelserne. Og når det kommer til kærlighed, så er det langt vigtigere at sige TIL end det er at sige FRA. FRA=NEJ og stopper bare hvad end der sker. TIL=JA og sætter ting i gang. Det er ok at sige nej – men hvad siger du ja til? Det er da meget mere interessant, ikke? Hvis din partner siger nej til at gå i biffen, tage på bilferie i Europa eller have sex – hvad siger han/hun så ja til? Hvis du siger fra overfor arbejdsbyrden ved at skulle udfylde rollerne både på fuldtidsjob, som forælder og som ”the perfect housekeeper”, hvad siger du så til overfor? Hver dag skal du vælge, om du vil sige til eller fra – og du vil sige ja eller nej. Der findes ingen regler for, hvad der er rigtigst eller vigtigst. Men jeg vil gerne anbefale en vis balance i tingene. Måske med overvægt på ja og til. Vil du vide mere om NeuroKommunikation? Så husk at vi har inspirationsmøde i Herning den 22. august. Det er sjovt, det er gratis og det er fyldt med øjenåbnere.
1 Comment
"Du skal sørge for, at din partner bidrager lige så meget som du gør i de daglige pligter!"
I begyndelsen er alting smukt og blødt. De lyserøde skyer trækker et formildende slør henover ting, som vi et par år senere krummer tæer over. Tålmodigheden er endeløs. Den andens særheder er ”bare charmerende”. Kærlig forundring og næsegrus beundring slås om pladsen i øjnene. Den elskedes arme er det bedste sted på kloden, og resten af verden er degraderet til en lavere placering. Uundgåeligt sniger hverdagen sig ind over os. Laaaaangsomt vender vi os ud mod verden igen, og påbegynder integration af kærligheden i de øvrige relationer og gøremål, som livet (og vi selv) forventer af os. Undervejs kan det ske, at der opstår en slags regnskabsafdeling midt inde i kærlighedshulen. Her sidder regnskabsnissen med sin store kassebog. Indtægter og udgifter bliver nidkært ført ind i snorlige kolonner, og det er tydeligt for enhver, når der opstår manko på en konto. Der bliver skrigende rødt. Side op og ned. Så skal der udlignes. Når den ene får for lidt, så får den anden endnu mindre. Manko avler dobbeltmanko. Triplemanko – og til sidst er der helt tomt. Tænk om enhver manko udløste en tanke som ”hov, der mangler noget – så må jeg give lidt mere.” Det lyder skørt ikke? Skulle du give mere, når nu den anden ikke leverer varen? Det er jo dumt. Rimelighed, skal der være, og alle skal bidrage! Og hvis man ikke giver, så får man ikke noget! Sandt nok – sådan er reglerne vel her i verden. Men så er der alle undtagelserne, og de er nok værd at bruge et par minutter på. Hvis du tager et langt og grundigt kik henover denne verdens gode relationer, så vil du opdage, at de har noget til fælles. De går op og ned. De svinger i både styrke og temperatur. De overlever ikke – de lever. Hver dag. De er ikke presset ind i et regnskabsprogram – de er ført af menneskehjerter, som har opdaget at nedture og opgange er sider af samme koncept. At man skal håndtere nedturene med kærlighed for at give energi og styrke til opgangene. Vil du vide mere om NeuroKommunikation? Så husk at vi har inspirationsmøde i Herning den 22. august. Det er sjovt, det er gratis og det er fyldt med øjenåbnere. "Du skal være uafhængig!"
Uafhængighed har mange skilsmisser på samvittigheden. Ikke fordi uafhængighed i sig selv er en dårlig ting, men fordi FRYGTEN FOR AFHÆNGIGHED er den styrende faktor i uafhængigheden. Læg mærke til, at ordet har en indbygget negation – en slags forudgående afvisning. U-AFHÆNGIGHED. Som i ”du skal ikke være afhængig”. Jeg er stor fortaler for, at vi rent økonomisk kan klare os selv. At være sammen på grund af penge, er ikke bæredygtigt på den kærlige måde. Til gengæld er det ret vigtigt, at vi tør at være afhængige af hinanden på en masse andre områder. ”Jeg kan godt leve uden dig, men jeg vil helst ikke.” Lola Baidel Afhængighed kræver mod. Hvis du tillader dig selv at blive afhængig af et andet menneske – og her mener jeg praktisk og følelsesmæssigt afhængig – så skal du leve med risikoen for at miste. Du løber ikke bare risikoen for at miste en partner, men også for at miste den hjælp og støtte og opbakning og bekræftelse, som du har turdet at lade dig selv stole på, og blive afhængig af. At være afhængig er ikke det samme som at være hjælpeløs eller ynkelig. Når du selv vælger hvordan du vil være afhængig, og af hvem, så er det en stor kærlighedserklæring. Med din afhængighed siger du, ”jeg er tryg ved dig – jeg stoler på, at du hjælper mig med at passe på os.” At lade dig selv være afhængig af et andet menneske, betyder ikke, at du ikke kan klare dig selv. Det betyder bare, at hvis du mister din støtte, kan det koste dig balancen – i en tid. Du genfinder den selvfølgelig. Du dør ikke af det. ”Men hvorfor dog være afhængig af et andet menneske,” tænker du måske. Det er ikke særligt praktisk, og det gør nas at blive skuffet og svigtet. Og ja – det gør det. Men hånden på hjertet – du ved godt, at uanset hvor uafhængig du gør dig, så gør det altså ondt at miste. Og det er ok. Smerten ved at miste er kun så stor, som kærligheden har været værd. Ubetinget kærlighed kræver overgivelse. At du tør at gå ”all in”. Og sætte alt på rødt. Hvis du ikke vil satse hele butikken, så får du også kun et begrænset udbytte. Igennem årene har jeg haft mange klienter, som har holdt igen i deres parforhold. De har været bange for svigt og skuffelse. Smertefulde erfaringer har fået dem til at passe på sig selv. Så de lever med åbne bagdøre og husker dagligt sig selv på, at intet varer evigt. Når de opsøger en psykoterapeut, så er det fordi de savner glæden. De forstår ikke, hvorfor de ikke er lykkelige. De overvejer at forlade deres parforhold, og finde et nyt. ”Der må være mere,” tænker de. Og forestiller sig at lykken kommer med et andet menneske. Et andet parforhold. Problemet er, at så længe vi holder igen, så længe vi ikke vil overgive os, og risikere afhængighed, så bliver vi heller ikke lykkelige. Kærlighed trives ikke i nøjsomhed. Kærlighed har en stor appetit. Kærlighed vil have rigelighed, følsomhed og risikovillighed. Kærlighed kræver bekræftelse og aktiv indsats. Kærlighed forlanger mod. For at blive lykkelig, skal du altså turde være sårbar. For at vinde, skal du vove at tabe. Det lyder som klicheer, men er præcis lige så sandt. som at lyset og mørket har brug for hinanden, for at give mening. Vil du vide mere om NeuroKommunikation? Så husk at vi har inspirationsmøde i Herning den 22. august. Det er sjovt, det er gratis og det er fyldt med øjenåbnere. |
ForfatterAnni Simonsen Arkiver
Oktober 2020
Kategorier |